Mange kameraer og objektiver har indbygget kompensation for rystelser. Skaber det så mirakler, eller lover det mere end det kan holde? I denne artikel kigger vi på hvordan du selv kan teste effektiviteten af denne kompensation.
Overbelysning, kraftige skygger og alt for stor kontrast. Der kan kun være tale om én ting: Billeder taget med Flash!
Læs om hårdt og blødt lys og se hvordan man for kun få hundrede kroner kan forbedre sine blitzbilleder markant!
Hvad betyder mest for billedkvaliteten? Objektivet eller sensoren? - Og er der grænser for hvor god kvalitet man kan opnå? Det kigger vi nærmere på her.
Kan det betale sig, at teste sine egne objektiver?
Det er nok de færreste der tager sig tid til at teste sine objektiver, men følgende beretning om købet af et (eller to... eller tre...) Canon EF 28mm f/2.8, burde nok give stof til eftertanke.
Hvilket kamera er det bedste der findes? Hvis der fandtes et entydigt svar på dette spørgsmål, ville der nok ikke blive solgt ret mange andre kameraer end netop dette...
Mens jeg var i fuld gang med at græde mig selv i søvn midt i min trøstespisning, skete der noget forunderligt... En pressemeddelelse dumpede ind i indbakken, og det var ikke bare den sædvanlige "Det er lykkedes os at presse endnu flere megapixels ind i stadigt dårligere kameraer".
Denne artikel er mere end seks måneder gammel. Den er naturligvis skrevet ud fra de forudsætninger der var til stede på tidspunktet for offentliggørelsen. Disse forudsætninger kan have ændret sig siden.
Offentliggjort 5. august 2009, af Jens Sandalgaard
Det er hverken særligt svært, kompliceret eller dyrt at teste opløsningen på sine egne objektiver. Her gennemgår vi teori og praksis, og supplerer med vores egne resultater for en lille håndfuld Canon objektiver, lige fra EF-S 18-55 IS kitobjektivet til nogle af de dyrere L-objektiver (EF 24-70 f/2.8L og EF 70 - 200 f/4L) og det billige men fremragende EF 50 f/1.8 II. For at give alle en mulighed for at være med, holder vi det på et niveau, hvor testarket kan printes på en almindelig blækprinter, softwaren er gratis, og matematikken kan klares med en almindelig lommeregner.
Indledning Er der nogen grund til selv at teste sit udstyr? Fotoblade og hjemmesider tester jo produkterne for os! De kameraer og objektiver som vi selv ejer er gennemtestet på alle leder og kanter og hvorfor så selv gå i gang? Måske lidt af en overvurdering af egne evner, men vi mener at selvgjort er velgjort
Problemet er ikke nødvendigvis, at den slags test ikke er grundige nok eller useriøse. Men en test, som på forskellig vis forsøger at skematisere målingerne og omsætte resultaterne til procenter, eller indplacere dem i en karakterskala, hvor produktets egenskaber er vægtet, og som ender ud i en generelt formuleret samlet anbefaling, kan ofte være svær at gennemskue og det er ikke mindst svært at sammenligne den slags vurderinger.
Har man prøvet at teste sit objektiv selv og sammenholdt sine iagttagelser med en test foretaget af et fotoblad, så forstår man måske bedre hvorfor bladet skriver, som det gør, og hvad det hele går ud på, men den største gevinst er, at man samtidigt får lært at bruge sit grej på den mest hensigtsmæssige måde.
En gang imellem er man heller ikke enig i konklusionen, for det afhænger meget af hvad man selv finder er af betydning, men næste gang man læser en test i bladet, så får man garanteret mere ud af det.
Endelig kan der være lidt variationer i objektivproduktionen der giver kvalitetsforskelle, ligesom udstyr kan gå i stykker, eller yde dårligere, f.eks. hvis det har været tabt.
Hvis man slavisk sammenligner punkterne i en test og alene koncentrerer sig om pointtildelingen, uden helt at have forstået det bagvedliggende, og lader point alene være udslagsgivende i en købssituation, så gør man måske sig selv en bjørnetjeneste.
Testtavler, som grundlag for en ren visuel bedømmelse af et objektivs skarphed og opløsning, fungerer udmærket. Vi kan f.eks. henvise til Digitalmagasinets test "Danmarks billigste telezoom", men det er klart, at en ren visuel bedømmelse altid vil afvige lidt fra person til person. Vi har bogstavelig talt ikke samme syn på sagen. Kombinerer vi det visuelle med måleprogrammer og andre hjælpemidler giver det, alt andet lige, en mere sikker vurdering.
Inden vi går i gang med vores egen testtavle er det nok passende, at se på de lidt mere videnskabeligt anlagte målemetoder.
Slanted Edge analysemetoden (som f.eks. købeprogrammet Imatest benytter), hvor man udfører en MTF kalkulation på en "skrå kant", er en hurtig og sikker metode.
Et billede fra et kamera, hvor kameraproducenten har tilført kraftig støjundertrykkelse og lidt ekstra skarphed til billedets kanter og andet hokuspokus, får dog ofte måleresultaterne til at se mere lovende ud end der er dækning for i billedet.
Ovennævnte gælder JPG billeder fremkaldt af kameraet. Når vi selv arbejder med Raw-filer, er det vores erfaring, at måleresultaterne er mere sammenlignelige og giver et mere sandt billede af objektivets virkelige potentiale. Billederne bliver nemlig fremkaldt ens i samme Raw-konverter
Det skal dog retfærdigvis tilføjes at Imatest i nogen grad er i stand til at måle og korrigere for den slags "billedmanipulation" der sker i kameraet, der har til formål at forbedre måleresultatet.
Producenten ved udmærket, at mange købere stirrer sig blinde på især kameraets opløsning og mindre på artefakts og lignende ting og det handler producenten naturligvis ud fra.
Kameraets egen produktion af JPG-billeder er styret af kameraets software og i sidste instans producentens valg og indstillinger. Raw-filer derimod, giver brugeren fuld kontrol over billedets gamma og skarphed og vi kan sikre os, at der ingen overstyring finder sted.
Når blade og magasiner stort set altid tester kameraets JPG-udgave og ikke selv fremkalder billedfilen i en Raw-konverter, så er det fordi ingen bagefter skal kunne sige, at det er testholdets indstilling af de forskellige parametre, der var udslagsgivende for resultatet. Er testen dårlig, så har producenten kun sig selv at takke for det.
Det vi forstår ved et godt JPG-billede, er et billede som også er velegnet til yderligere redigering. Den slags billeder får desværre sjældent de fleste point i en test og vurderes også umiddelbart til at have en lavere kvalitet. Det ville være dejligt, hvis vi selv kunne styre kameraets "fremkaldelse" lidt mere end det er muligt i dag.
Testkort hvor opløsningen direkte kan aflæses i lp/mm er en anden oplagt mulighed, men det kan være svært med øjnene alene at fastslå, hvor opløsningen stopper. Den maksimale opløsning skal aflæses, der hvor linjerne begynder at flyde sammen. Det er svært nok i sig selv på grund af artefakts, men aflæsningen skal normalt også korrigeres for at være helt præcis.
Der er nemlig den svaghed ved et testkort af nævnte type, at skalaforholdet (optageafstanden) altid skal være 100% korrekt. Alternativt skal en afvigelse i skalaforholdet beregnes, og den aflæste værdi korrigeres i overensstemmelse hermed. Skalaen er logaritmisk og det i sig selv vanskeliggør en præcis aflæsning fra gang til gang.
Norman Korens "2003 lens test chart", som ses ovenfor, er et eksempel på denne type testkort. Opløsningen ved en kontrast på MTF 10 kan man kun sjusse sig frem til, for det er i det område hvor linjerne begynder at blive tværet mere eller mindre ud, på grund af manglende opløsning. Når sensorens opløsning f.eks. er mindre end objektivets så får man artefakter og en tilsyneladende højere opløsning, men den er kunstig skabt og skal ikke regnes med i opløsningen.
ISO Siemens Star er derimod en meget anvendelig og brugt type testkort til måling af opløsning. Det er nemlig relativt nemt at etablere en prøvestand og resultaterne er pålidelige fra gang til gang, selvom skalaforholdet varierer. En visuel bedømmelse sammen med præcise målinger giver en relativ sikker bedømmelse.
Især de avancerede professionelle testopstillinger gør brug af denne type testkort. Her taler vi som regel om meget dyre transparente testkort, belyst bagfra med en lyskilde, som har den korrekte farvetemperatur, og hvor testtavlen er anbragt helt ideelt i forhold til kamerastanden, som igen er monteret på et meget præcist og urokkeligt skinnesystem.
Der indgår naturligvis andre testkort, hvis det skal være en komplet test, hvor alt lige fra ind- og udgangsdynamik til støj, opløsning, skarphed, aberration, farver, ISO og meget mere tages under behandling. Testbillederne vurderes efterfølgende af software, så den menneskelige faktor har mindst mulig indflydelse på resultaterne.
For Siemensstjernens vedkommende måles kontrasten i nøje definerede punkter fra centrum og helt ud til stjernens periferi. Der måles helt ned på pixelniveau med reference til de felter med gråtoneværdier, som er en del af testkortet. Det gør det muligt at frembringe en meget nøjagtig MTF-kurve.
De små hvide firkanter i hjørnerne af hver stjerne bruges af testprogrammet som reference punkter, når hver enkelt Siemensstjerne automatisk skal aflæses på en ensartet og sikker måde.
En meget brugt testopstilling anvender en tavle med 9 Siemensstjerner anbragt i 3 x 3 rækker. Tavlen skal fylde søgeren og dermed billedet helt ud, så objektivet også bliver målt i hjørnerne og siderne hvor de største afvigelser i kvalitet kan måles.
I det følgende vil vi godt vise, at der er andre og billigere metoder for os amatører.